På min vej til Mandalay.....

Her er et lille udpluk af mine skitser fra Danske Bladtegneres efteruddannelsestur til Myanmar, som jeg deltog i. 

Jeg er både glad og utrolig stolt af, at Bymuseet har valgt at udgive denne flotte bog om mig - og ikke mindst et udvalg af mine tegninger om det politiske liv i Aarhus, som i sin tid blev lavet netop til JP Aarhus. Det er den tidligere redaktør på JP Aarhus, Jens Kaiser, der har skrevet teksten - og det er jeg også meget stolt af. Bogen er allerede blevet en stor succes - og det er dejligt, at Bymuseet på denne måde får lidt tilskud til deres arbejde. Bogen kan købes hos boghandlerne rundt omkring.

Børnebørnenes dobbeltportræt
Malet efter de optagelser, jeg lavede af dem på video, den dag de blev født. Jeg havde længe tænkt på, at jeg ville male et maleri af tvillingerne, som kunne siges at være fra begyndelsen af deres liv. Og Sanne havde sagt, at det skulle være med åbne øjne, hvis hun skulle have dem hængende - så det blev det. Ønsket for motivet er, at det skal se ud som om, de er lidt betænkelige over det, de er havnet i. Håber det er lykkedes.

Dejlig dag med børnebørnene.........
Vi besøgte i dag sønnen og svigerdatteren - og ikke mindst vores første børnebørn - to dejlige piger - tvillinger - og som nu er knapt to måneder gamle. Det går godt nok stærkt. Men - de opførte sig eksemplarisk - hvilket gav mig mulighed for at få tegnet dem - igen :o) Her er resultatet.....

Nej - hun er ikke tyk.......

Jeg glædes konstant over den mangfoldighed af modeller, vi præsenteres for, når der er croquuis inde i Aarhus - og som sagt sidst her hvor en yndig højgravid poserede for os.

Da vi i foråret havde croquis, lavede jeg denne skitse. Jeg kan godt lide stillingens lukkede udtryk og fik derfor lyst til at bruge den i et maleri, så jeg tog en af de stumper overskudsgavlplade, som vi stadig har liggende.
Jeg havde en idé om at kranse figuren mere ind, så først tegnede jeg figuren op på pladen og tog dernæst en gammel slat hvid plastikmaling, som næsten ikke var til at få liv i igen. Men jeg fik den da gjort klumpet grødagtig med en røremaskine. Hældte dernæst lidt vand, fugemasse til fliser, cement og sand i - sluttelig blødte jeg nogle lange strimler stof fra et stort garnnøgle til at lave kludetæpper med op med vand og hældte dem ned i blandingen. Tog dem op igen og fordelte dem rundt om figuren - lod det tørre et par dage - fandt endnu en ældre bøtte med plastikvægmaling - denne gang var den tilfældigvis rød.
Det viste sig, at den farve syntes Sanne godt om, så da jeg egentlig bare ville komme maling på fo rat forhindre, at materialet skulle suge for meget af den dyre oliemaling - så forblev den røde farve omkring figuren at være rød - selv om jeg egentlig havde tænkt mig en anden farve selv.
Jeg synes selv, at slutresultatet ser helt fint ud med stofstrimlerne, så det varer nok ikke længe, før jeg vil eksperimentere igen med at blande materialer. men det er med at bruge nogle gamle pensler, for cement og sand slider voldsomt på dem. 

Da vi kørte i tog mellem Washington og New York sad hende her i vognen. Om det var en speciel go' hårdag ved jeg ikke, men jeg blev noget fascineret af hårpragten, så jeg lavede det her portræt.

Eftersom der både på Smithsonia og Metropolitan var en del Degas-værker, fik jeg lyst til at lege med mine pastelfarver, så da jeg kom hjem prøvede jeg at omsætte tegningen til - pastel.

 

Da jeg besøgte Society of American Illustrators i New York og bl.a. så deres udstilling fra Mad, fandt jeg ud af, at man kunne komme til Skeets Night, hvilket er det samme som croquis i den her forbindelse. Sådan en mulighed kunne jeg selvfølgelig ikke lade rinde fra mig, og da jeg alligevel havde slæbt tegnegrej med for at lave små skitser, drejede det sig så bare om at anskaffe mig en større blok for at kunne være med.
Jeg troppede op i mere end god tid, da jeg havde hørt, at det var en god idé for at få en god plads.
Jeg defilerede frem og tilbage mellem de forskellige etager og kunne ikke rigtigt finde ud af, hvor det skulle foregå.
På én etage var der et stort lokale med en bar i den ene ende med caféstole og borde, og der var et band ved at stille op til at spille - man var ved at stille stole op i den anden ende.
På en anden etage var man i fuld gang med at gøre klar til et eller andet arrangement med et podie, hvor der kunne sidde fire og snakke til tilhørerne i en mikrofon.
Lidt sent fandt jeg ud af, at det skulle foregå inde i rummet med baren.
Det havde jeg alligevel aldrig prøvet før. At skulle sidde og tegne croquis til levende musik med dæmpet barsnak og latter i baggrunden.
Men jeg fik sørme krigeret mig en af de bedste pladser - desværre var der ikke tegneplader på samme måde, som jeg plejer. Så jeg måtte sidde og balancere med den store blok på en noget uvant måde, så det blev ikke den dag, jeg lavede toppræstation.
Selv om amerikanerne ikke er kendt for at være særligt formelt klædt, var der flere tegnere med fine slips og hvide skjorter - nogle havde små forklæder på - andre havde slæbt smarte staffelier med, og ganske mange brugte farver.
Der var to modeller - en herre og en dame. Efter alt at dømme kendte de ikke hindanden - og de var også som typer vildt forskellige.
Han var sportstrænet, solariebrun - nærmest bodybuilderagtig med hestehale, moderigtigt afbarberet på de nedre regioner og firmede, som om han selv syntes, han var en dejlig dreng.
Hun var lettere solid i det og virkede overhovedet ikke, som om sportslivet på noget tidspunkt havde fristet hende - bleg, usminket og en mere retroagtig frisure på hendes nedre regioner.
På intet tidspunkt var der noget, der lignede en fælles stilling. Så meningen med to var vel, at så havde man noget at vælge imellem.
Det var skægt at prøve. Jeg var helt udaset bagefter, så jeg valgte at gå hjem nede mellem højhusene i stedet for at tage toget.  

Nu da jeg alligevel var der, syntes jeg, at jeg ville tage et billede.

Da vi havde dobbelt croquismodel inde i arhus med en mand og en dame, var der bagefter blandt skitserne denne her, hvor hun sidder oven på og har fat i hans hestehale. Jeg kunne egentlig godt lide denne sejrherreagtige attitude, der var over den ret flygtige skitse, og kom på ideen om at lave en amazone ridende på en kentauer. Men skitsen var for svag. Selv om jeg mange gange synes, at der er mere nerve og bevægelse over en hurtig streg, skulle jeg have noget strammere som udgangspunkt, så jeg fik vores "lokale" croquismodel til at gentage stillingen i en af de 2-minutters stillinger.

Så fik jeg min kone til at videofilme mig selv, så jeg kunne agere kentauer - og i min juleferie fik jeg lavet billedet. Og jo, det ville have været rigtigere med min kone som amazonen - men hun ville ikke - kun i ånden.

Det har jeg alligevel aldrig prøvet før.......
Sagde jeg, da Sanne sagde, at hendes mor i røret spurgte, om jeg ville dekorere hendes lige afdøde mors (altså Sannes Momse) urne med en fresie.

For det var hendes yndlingsblomst. MEN én gang skal jo være den første, selv om jeg nok tvivler på, at der bliver flere - og ærligt talt heller ikke håber på, der bliver flere - lige med det første.

"Den er nærmest økologisk, den er væk i løbet af et par år", sagde min svigerfar, da jeg kørte omkring efter urnen - og derfor kunne forstå, at der så af flere årsager ikke behøvedes at blive spekuleret i, om farverne var lysægte.....
Men det er som at få et skud til 800 kr. med et ukendt våben - og der skal rammes inden for skiven - og helt plet.
Hvilke farver skulle jeg bruge? Sanne mente, jeg skulle bruge akvarel, hvilket jeg var nervøs for - ville de trække ind? Jeg tænkte på olie - men forkastede dem af frygt for, at olien ville danne fedtpletter. Valget blev akryl, jeg fandt nogle gamle nogle, deværre manglede en gul, men så fandt vi nogle bøtter , som Sanne i et anfald af kreativitet havde købt til at male trylledej med. 
Der var en gul med glans - pyt. Jeg blandede skidtet sammen, brugte et par gamle gummisko til at holde urnen, brugte en stabilo farveblyant til at tegne op med og farvelagde som med akvarel på den meget grove overflade. Helt vant til at male på rund overflade er jeg ikke, men egentlig synes jeg faktisk, det gik.

 Men der er nok alligevel ikke mange, der kommer forbi og ser den, der hvor den bliver udstillet, selv om der skulle være mange sjæle der omkring.

Sidste skud på stammen.......
Om jeg så må sige - og som jeg endda startede på helt tilbage til sidste sommer ude på terrassen. Jeg sad og fedtede med den over nogle dage - ganske vist kun kort tid hver dag, for det var mens vi grillede, og jeg vil nu vove den påstand, at en kogle bevæger sig. Ikke så'n at den ligefrem springer rundt, men den åbner sig og lukker sig i solen. I hvert fald kunne jeg ikke finde den samme stilling fra dag til dag.

Men OK  - har man prøvet at male efter f.eks. en amarylis, vil man erfare, at en plante er en ganske urolig model, så hvorfor ikke..... Egentlig blev billedet lidt glemt på terrassen - men siden fundet frem og fik tilført guldet - og så igen glemt. Men nu har det så fået hoveder på - og jeg synes egentlig, det ser ret fint ud. Nu kan jeg så ikke blive enig med mig selv om, det skal saves lige og puttes i en ramme - eller det skal være som det er................